I løbet af 2011 har det for mange opholdssteder været et kedelig år med fuldstændig samme tendens. En række kommuner vi ellers aldrig har hørt meget til er pludselige blevet meget interesseret i at komme på besøg og tilse de børn de har anbragt.
Men mærkelig nok så snakker de ikke meget med de anbragte børn. De virker mere interesseret i at få navn og adresser på vore medarbejdere. Kort tid efter trækker kommunerne så børnene hjem med mere eller mindre vidtløftige begrundelser. Økonomien kan ikke hænge sammen fordi at det kan være en 2-cifret andel af omsætningen som forsvinder ud af døren på uger.
Når vi så med gråd har været nød til at sige farvel til de af vore trofaste medarbejdere der har en uddannelse indenfor området, så hører vi af omveje at de er blevet ansat af de selvsamme kommuner som kommunale plejefamilier. Med andre ord. Der er kommuner derude som er opsat på at få vore medlemmer til at gå konkurs blot for at plukke vores medlemmers ansatte til deres egen forretning.
Det er direkte uetisk, men årsagen til at det kan lade sig gøre er en lovændring pr. 1. januar 2011 som skaber en ny type mere professionel type plejefamilie.
Der har altid være plejefamilier og dem skal der være plads til. Ind imellem er der mennesker der er relle nok og som går ind i vores fag på de rigtige præmisser om at sætte børnenes trivsel i højsædet. Vi taler ikke her om netværksanbringelser som ofte er et spørgsmål om kompromis eller en metode for at sikre bedre tal for beskæftigelsesafdelingen mere end at det drejer sig om at sikre børnenes trivsel. Vi erkender at mange kommuner skærer ned og der er kommuner som mener sig forpligtet til at sikre de tidligere ansatte økonomisk under omskoling til nye fag, men vi mener i faget at det er forkert at finansiere omskoling med sårbare børn.
Når det så er sagt at der er ganske mange useriøse plejefamilier derude som ikke har en socialpædagogisk uddannelse og som måske for oversolgt et barn hvor at problemerne er bagatelliseret hvilket sagsbehandlere kan blive tvunget til at gøre på grund af de økonomiske stramme tider, så findes der faktisk ind imellem plejefamilier hvor at det bliver en succeshistorie.
Men den gruppe børn som vi tager os af, er typisk ikke ramt af problemer med hjemmet alene. De har også massive problemer i skolen. Her har vi interne skoler hvor at vi prøver at gøre det så godt som muligt som hensynet til driften tillader. Opholdssteder og behandlingshjem burde være bedre betalt og vi skal ikke glemme at der skal være penge til ejerkredsen når dagen er omme.
Når et svært behandlingskrævende barn anbringes i en kommunal plejefamilie, så er det at vi må spørge hvordan at skolesituationen skal takles. Ofte bliver barnet nød til at skifte fra en folkeskole til en anden. Der er tale om den samme løse eller total mangel på struktur i skoleregi uanset om Folkeskolen ligger på adresse A eller adresse B.
Er det så ikke at kaste barnet ud i et nyt nederlag?
Det mener vi.
Vi mener også at det er unfair konkurrence at kommunerne går ind og byder på vores ansatte og med den anden hånd er i stand til at fremtvinge økonomisk kollaps hos vores medlemmer. En kommunal plejefamilie er billigere end et opholdssted eller et behandlingshjem.
Vi vil derfor rette henvendelse til vor nye socialminister. Vi mener at de private opholdssteder har en berettigelse. Vi mener at den tidligere regering lavede ordningen med kommunale plejefamilier alene for at give kommunerne et værktøj til at spare penge helt uden omtanke for alle de sårbare børn, som findes derude. Vi håber at vi med vor henvendelse kan få omstødt elementer af “Barnets reform” så opholdssteder og behandlingshjem kan få en fremtid. Ellers er det slut med dette begreb indenfor 3-5 år.
“Barnets reform” som denne opfindelse er en del af lyder på dette område som en kassebeholdningsreform og dem der kommer til at betale prisen er vore medlemmer, samt de sårbare børn.
Kilde:
Barnets reform (Socialpædagogernes Landsforbund)
