Grebet ud af kontekst

Det er gået hen og er blevet et problem at mange kommuner mener at anbragte unge skal have adgang til deres mobiltelefon.

Det medfører en række problemer med at opdrage de unge til at have en normal kultur når det drejer sig om brugen af mobiltelefoner, der rækker ind i voksenlivet. Hvem har ikke oplevet at der er mennesker der fortsætter deres samtale på toilettet eller på en restaurant?

Der ligger en forpligtelse i at sørge for at de unge håndterer dette kommunikationsværktøj korrekt.

Det er også et problem at mange mobiltelefoner fungerer som diktafoner. Der er tale nogle domme som er gået personalet imod hvor at elever har lokket de voksne i en fælde så det ser ud som om at der har været nogle uheldige hændelser.

Optagelserne er idag digitale. De kan klippes sammen på en computer næsten uden at det kan ses.

Selvfølgelig vil kritikere bemærke at vi indenfor faget selv klipper lydoptagelser sammen så de passer til sagsakterne. Her må vi dog hævde at vi gør det med et professionelt sigte og ikke ud fra personlig vinding, så derfor kan både de unge og deres pårørende være trygge ved vores redigering.

Det er ikke uden grund at et behandlingshjem som Solhaven går langt for at inddrage mobiltelefoner.

Vi må opfodre ministeren til at indføre nogle regler der sikrer at personalet til enhver tid kan tage de unges mobiltelefoner og formene dem adgang til Internettet når behandlingshensyn taler derfor.

Kilde:

Solhaven har usædvanlige elever og må derfor bruge usædvanlige metoder

Det ser ud til at kritikken af behandlingshjem er ens på globalt plan. Den almindelige befolkning ser ikke ud til at have forståelsen for at klientellet på behandlingshjem er usædvanlig. De tror at der er tale om naboens datter eller søn.

Sådan forholder det sig ikke og dette faktum fremgår ikke tydelig nok i debatten. Solhaven fik en usædvanlig skarp kritik i et DR-program uden at de på nogen måde fik mulighed for at gå til genmælde.

Og her deler Solhaven skæbne med behandling af særligt svære unge i andre lande. Således lukkede det Kinesiske sundhedsministerium landets førende behandling imod den nye sygdom som hedder Internet Addiction Disorder (Internet afhængighed). Resultatet er at verdenen nu står uden behandling imod en sygdom som hundrede af millioner af mennesker risikerer at komme til at lide af indenfor de næste årtier.

I USA har sagsanlæg efter sagsanlæg ramt en af de store organisationer som drev mange behandlingshjem. World Wide Association of Special School and programs har efterhånden lukket de fleste behandlingshjem ned i erkendelsen af at den almindelige befolkning faktisk ikke ser miljøterapi som et værktøj når vi taler om unge med problemer.

Her i Danmark ser det største problem ud til at være naboer der er bekymret over udviklingen i værdien af deres huse kombineret med en stadig stigende konkurrence Tv-stationerne imellem for at finde den næste store skandale.

Vi må tage afstand denne form for sensationsjournalistik. Personalet på opholdssteder og behandlingshjem er professionelle og behøver ikke at have nogle udover de kommunale tilsynsførende til at se dem over skulderen.

Kilder:

Ubehagelig sensationsjournalistik

Operation X sender d. 21. november 2011 en udsendelse om misbrug af sociale anbringelser. Det er med beklagelse at vi må konstatere at branchen er blevet mål som sensationsjournalisme af værste skuffe.

Behandlingshjem udfylder en vigtig funktion i samfundet. Med koncentration af ekspertise i svære sociale problemstillinger, så løser vi i faget opgaver ingen socialrådgiver kan lave en skrivebordsafhandling om.

Vores klienter har desuden krav om diskretion. Det er sårbare mennesker som vi har i vores pleje og vi må udtrykke vores dybeste bekymring over at medierne forstyrrer en behandling som befinder sig på et helt andet plan end Tv-seere uden en pædagogisk uddannelse vil kunne forstå.

Man kan anklage branchen for at have et formidlingsproblem, men ikke for at vi undlader at udføre vores arbejde.

Vi må derfor på det skarpeste fordømme Operation X’s udsendelse.

Ny regering – ny fremtid

I løbet af 2011 har det for mange opholdssteder været et kedelig år med fuldstændig samme tendens. En række kommuner vi ellers aldrig har hørt meget til er pludselige blevet meget interesseret i at komme på besøg og tilse de børn de har anbragt.

Men mærkelig nok så snakker de ikke meget med de anbragte børn. De virker mere interesseret i at få navn og adresser på vore medarbejdere. Kort tid efter trækker kommunerne så børnene hjem med mere eller mindre vidtløftige begrundelser. Økonomien kan ikke hænge sammen fordi at det kan være en 2-cifret andel af omsætningen som forsvinder ud af døren på uger.

Når vi så med gråd har været nød til at sige farvel til de af vore trofaste medarbejdere der har en uddannelse indenfor området, så hører vi af omveje at de er blevet ansat af de selvsamme kommuner som kommunale plejefamilier. Med andre ord. Der er kommuner derude som er opsat på at få vore medlemmer til at gå konkurs blot for at plukke vores medlemmers ansatte til deres egen forretning.

Det er direkte uetisk, men årsagen til at det kan lade sig gøre er en lovændring pr. 1. januar 2011 som skaber en ny type mere professionel type plejefamilie.

Der har altid være plejefamilier og dem skal der være plads til. Ind imellem er der mennesker der er relle nok og som går ind i vores fag på de rigtige præmisser om at sætte børnenes trivsel i højsædet. Vi taler ikke her om netværksanbringelser som ofte er et spørgsmål om kompromis eller en metode for at sikre bedre tal for beskæftigelsesafdelingen mere end at det drejer sig om at sikre børnenes trivsel. Vi erkender at mange kommuner skærer ned og der er kommuner som mener sig forpligtet til at sikre de tidligere ansatte økonomisk under omskoling til nye fag, men vi mener i faget at det er forkert at finansiere omskoling med sårbare børn.

Når det så er sagt at der er ganske mange useriøse plejefamilier derude som ikke har en socialpædagogisk uddannelse og som måske for oversolgt et barn hvor at problemerne er bagatelliseret hvilket sagsbehandlere kan blive tvunget til at gøre på grund af de økonomiske stramme tider, så findes der faktisk ind imellem plejefamilier hvor at det bliver en succeshistorie.

Men den gruppe børn som vi tager os af, er typisk ikke ramt af problemer med hjemmet alene. De har også massive problemer i skolen. Her har vi interne skoler hvor at vi prøver at gøre det så godt som muligt som hensynet til driften tillader. Opholdssteder og behandlingshjem burde være bedre betalt og vi skal ikke glemme at der skal være penge til ejerkredsen når dagen er omme.

Når et svært behandlingskrævende barn anbringes i en kommunal plejefamilie, så er det at vi må spørge hvordan at skolesituationen skal takles. Ofte bliver barnet nød til at skifte fra en folkeskole til en anden. Der er tale om den samme løse eller total mangel på struktur i skoleregi uanset om Folkeskolen ligger på adresse A eller adresse B.

Er det så ikke at kaste barnet ud i et nyt nederlag?

Det mener vi.

Vi mener også at det er unfair konkurrence at kommunerne går ind og byder på vores ansatte og med den anden hånd er i stand til at fremtvinge økonomisk kollaps hos vores medlemmer. En kommunal plejefamilie er billigere end et opholdssted eller et behandlingshjem.

Vi vil derfor rette henvendelse til vor nye socialminister. Vi mener at de private opholdssteder har en berettigelse. Vi mener at den tidligere regering lavede ordningen med kommunale plejefamilier alene for at give kommunerne et værktøj til at spare penge helt uden omtanke for alle de sårbare børn, som findes derude. Vi håber at vi med vor henvendelse kan få omstødt elementer af “Barnets reform” så opholdssteder og behandlingshjem kan få en fremtid. Ellers er det slut med dette begreb indenfor 3-5 år.

“Barnets reform” som denne opfindelse er en del af lyder på dette område som en kassebeholdningsreform og dem der kommer til at betale prisen er vore medlemmer, samt de sårbare børn.

Kilde:
Barnets reform (Socialpædagogernes Landsforbund)

Kan vi formidle vores mission?

På rigtig mange behandlingshjem anvendes der et point system eventuelt kombineret med niveauer hvor at de anbragte børn kan opnå stadig større frihedsgrader.

Men det kræver at de starter med knap så mange privilegier. Det er svært for mennesker, der ikke har med branchen at gøre at det betyder mange restriktioner, faktisk så mange at voksne, som er dømt for selv svære forbrydelser har betydelig flere privilegier.

Men det er nødvendigt af hensyn til behandlingen.

Og vi har i Danmark faktisk ikke engang så mange værktøjer til rådighed som de har i andre lande.

I USA hvor at behandlingshjem er meget længere fremme har man på flere behandlingshjem forbudt eleverne at tale engelsk sammen. Istedet tvinges eleverne til at tale “Servant” dvs. Spansk sammen. Dette minimerer elevernes muligheder for at konspirere og manipulere. Tænk hvis vi kunne tvinge eleverne til kun at tale Polsk eller Tjekkisk. Det vil også reducere omkostningerne, idet at en større del af det daglige personale kunne antages fra lavlønnede områder.

Vi har i Danmark også en begrænsning på hvor længe at eleverne kan spærres inde.

Men det største problem er når helt almindelige konsekvenser som at sidde i skammekrogen en rum tid har medført offentlig påtale. Det så vi hos en af vore medlemmer – institutionen Kanonen ved Randers, som det kan ses i kilde materialet herunder. Det er ikke metoden der er noget galt med. Det er den totale mangel for respekt af vores fag, der er udfordringen.

Formidlingensproblemet kan ikke forventes håndteret med nogle få annoncer. Det er et langt sejt træk der skal til. Medlemmerne vil få en indbydelse til et seminar i den nærmeste fremtid.

Kilde:
Hård kurs overfor omstridt opholdssted (Danmarks Radio, 13. april 2007)

At belønne sine klienter for reklame

Når man driver et behandlingshjem, så er det svært at forklare fremgangen for klienterne for omverdenen. Man kan holde nok så mange foredrag for socialpædagoger eller bespise dem flot, men det gør vi alle mere end mindre i branchen så det kan ende ud i en udbudsrunde hvor at forskellige opholdssteder og behandlingshjem belønner de besøgende socialrådgivere stadigt mere og der er en grænse hvor at omverdenen som ikke har forstand for kundepleje vil fremkomme med uvæderhæftige påstande om korruption og bestikkelse. Vi skulle ende med at få så stramme regler som vi kender fra området for læger og medicinalindustrien.

Der er en anden metode og det er at bruge klienterne.

Men hvordan får vi klienterne til at stå frem? De er ofte ikke begejstret over at blive sendt hjemmefra. Erfaringer fra USA viser at man skal bygge aktiv medvirken til reklame ind som et parameter i behandlingen på linie med en god selv-evaluering og en god indsats med at overholde de mange regler vi har på behandlingshjem.

I Danmark har branchen flere gange via målrettet indsats fået succes-historier udgivet i forskellige dame-blade. Uge-bladet “Ude & Hjemme” har man kunnet læse mange historier over de sidste par år.

Og en bog-udgivelse med efterfølgende interview på TV2 er det blevet til.

En af de største og mest anerkendte kæder af behandlingshjem har i en årrække dog integreret brugen af klienterne i markedsføringen endnu mere. Her er et eksempel på en sådan reklame.

En direkte klar besked fra en nuværende klient kan virke som et pres imod sagsbehandlere der lider af en næste ideologisk modstand imod at give næsten hvert eneste barn det optimale hvad et barn har brug for – ophold på et behandlingshjem.

Vi er inde i en brydningstid hvor at mange opholdssteder og behandlingshjem lukker. Nye metoder til at få klienter henvist skal sonderes, så vi kan få fremgang igen.

Kan man stole på børn som er anbragt?

Som tilsynsførende for en kommune kan man komme ud for at man får en både foruroligende, men også utrolig beretning når den anbragte spørges om hvordan livet har været for den anbragte. Hvad skal man gøre i den svære situation?

For dem som ikke er i branchen, vil svaret være at man skal gå videre med hvad barnet beretter.

Men det er ikke så enkelt?

Dels så sætter man den kollega i dårligt lys som har fundet den pågældende plejefamilie eller institution? Det kan blive slutningen for kollegaens karriere idet at enhver kritik vil give indtrykket af at visisteringen til stedet baseret på lav faglighed, nepotisme eller uvederhæftige transaktioner. Hvem vil tage det ansvar på sig?

Et andet faktum er at førende behandlere altid ligger til grund at anbragte unge lyver. I sidste artikel angav vi en kilde fra Wall Street Journal. Brent Facer, som er en ledende skikkelse i en af de mest anerkendte behandlingshjemskæder i USA citeres:

“That’s why these kids need help,” Facer said. “They lie to their parents, lie to their superiors, teachers, people who maybe they would consider an authoritative type of figure. That’s not uncommon.”

Og stort det samme siger Gitte Blume som har arbejdet for en række kommuner på Sjælland. Jvf. Ekstra-bladet citeres hun også for at man skal være varsom med at tro hvad anbragte børn siger.

Når det så er sagt, så kan det ske at det anbragte barn har ret. Det er selvfølgelig ikke godt, men vi må tænke på at næsten 14.000 børn er anbragt og sandsynligheden for at sagen ikke kan håndteres internt uden pressens kendskab er stor.

Da de økonomiske omkostninger ved gentagne anbringelser er stor og der allerede er for mange anbragte som oplever sammenbrud i anbringelsen, så er der faktisk intet valg. Det skal noteres i besøgsrapporten, men helst under noter. Det er en balancegang hvor at man skal kunne dokumentere sit arbejde, men på en måde så der ikke skabes for megen opmærksomhed i sager hvor at det er et barn som råber “Ulv” uden grund.

Kilde:

Sagsanlæg mod World Wide Association Of Specialty Programs and Schools

Der er nu ikke mindre end 2 sagsanlæg med 350 sagsøgere involveret imod World Wide Association Of Specialty Programs and Schools som er kendt for at være den førende kæde af efterskoler, omsorgs- og behandlingshjem i USA.

Kæden har haft afdelinger i flere lande inkluderende Tjekkiet, Mexico, Costa Rica. I USA har haft skoler i forskellige stater og driver stadig skoler efter organisationens principper selvom selve organisationen er opløst med henblik på at forberede sig bedre imod sagsanlæg.

Kæden anvendte et belønningssystem baseret på 6 niveauer hvor at eleverne fik stadig større frihedsgrader efterhånden som de med egen indsats kom til erkendelse med deres problemer. Skolerne brugte coaching seancer som vi også ser introduceret i Danmark i de senere år. Der blev brugt miljøterapi, hvor at der blev stor vægt på tiltaleformer. Konsekvenser var brug af isolationsrum, hvilket er en af de ting som har medført sagsanlæggene.

En andet hovedpunkt til kritik er brugen af underleverandører. Mange af sagerne omtaler brugen af en mexicansk boot camp som hed “High Impact”. Den blev lukket i 2001 af myndighederne i Mexico.

Vi kender også til problemet med brugen af underleverandører i Danmark senest aktualiseret i forbindelse med Opholdsstedet Herkules, hvor at en svensk underleverandør fik eleverne til at tro at de stod på en landmine og som også opførte hvad de fleste vil mene var et bizart optrin hvor at en skuespiller lod som at han fik bidt fingrene af vagthunde fordi at han løb væk.

Det kan ikke understreges kraftigt nok at opholds- og behandlingssteder må kræve visse standarder af underleverandørerne, selv når økonomien generelt er presset og man mener at kunne indkapsle eventuelle klager fordi at kommunernes sagsbehandlere af natur ved at anbragte unge vil overdrive.

Problemet er de sociale netværk som Facebook og Myspace. Idag kan et ungt menneske nemt finde dem som de var anbragt sammen med og så går sladderen på nettet. Det vil kun være et spørgsmål om tid før at agurketid hos medierne tvinger journalisterne til opsøgende journalistik istedet for at skrive af efter nyhedsbureauerne som de plejer hvorefter at et simpelt ellers ubetydeligt overgreb som kan være en ren misforståelse bliver blæst op.

Sørg derfor at få orden på underleverandørene. Ellers kan det få alvorlige økonomiske konsekvenser, som det skete for World Wide Association Of Specialty Programs and Schools og Herkules.

Kilde:
Former students claim abuse in teen boot camps (Wall Street Journal)

Efterskole med behandlingstilbud – Dansk udgave af de såkaldte terapeutiske kostskoler?

En række behandlingshjem er begyndt at udbyde deres tilbud under efterskolenavnet.

Umiddelbart er efterskoleforeningen ikke glad for denne udvikling, men set i internationalt perspektiv er det en udvikling som er både forventet, men også naturlig.

De traditionelle opholds- og behandlingshjem er siden 1970′erne blev reduceret i antallet af unge som de servicerer. Hvor at der i 50′erne og 60′erne var hundrede af elever på institutionerne så er størrelsen på institutionen nede på knapt et dusin for de fleste steder.

Den nye type institution vil være i stand til at hjælpe tæt ved hundrede elever. Behandlingen vil ikke være så individuel som det ofte ses i traditionelle institutioner, men den seneste tids økonomiske udfordringer har fået mange kommuner til at slække på kontrollen og en række behandlingshjem har taget klienter ind som de ikke havde forudsætningerne for at give den optimale behandling til.

Med indførelsen af en ny type efterskole byggende på den moderne pædagogik som skabte hvad man i USA kalder “Therapeutic Boarding Schools” er der skabt en ny epoke for både efterskoler, såvel som behandlings- og opholdsteder.

Kilde:

Velkommen til vores blog

Vi mener at almindelige mennesker ved for lidt om hvad der sker på området for opholds- og behandlingshjem.

Formålet med denne blog er derfor at bringe nyheder fra ind- og udland om hvad der sker i branchen, så forældre og de lidt ældre børn der står foran at skulle bruge de services som branchen tilbyder kan få et bedre beslutningsgrundlag for at indgå i samarbejdet om hvad der bliver en vigtig tid for barnet.

Vi håber at I læsere finder vores blog interessant.